Del dette indlæg
Indtil for 6 år siden var jeg full blown tvangsoverspiser og bulimiker igennem 20 år.
Altså jeg overspiste, selvom jeg ønskede at lade være – og vidste (alt om) hvad jeg burde spise.
Jeg har vendt vrangen ud på mig selv hos div. terapeuter med personlige indsigter til følge, men med minimal effekt på mit forhold til mad – for jeg spiste stadig 🤥
Ofte oplevede jeg en forværring af min overspisning, imens forløbet stod på, fordi jeg ikke formåede at gøre, hvad terapeuten bad mig om eks; ”sætte navn på følelsen eller genvind kontrollen via åndedrattet”. Jeg kunne bare ikke, hvilket bidrog til følelsen af, at være et særligt håbløst tilfælde (dømt til evig kamp (ALENE) med maden 😭)
Kender du følelsen af afmagt, håbløshed og skam?
Hvis du overspiser mod bedre vidende og egen vilje, tænker jeg du er familiær med den fortvivlende følelse af afmagt, håbløshed og skam, som endnu en overspisnings episode efterlader dig med (selvom trangen før overspisningen ellers havde lokket med: fred, ro og mere overskud)
VID DETTE
Trangen lover alt – men leverer aldrig 🤥
Du ender altid med (overspisnings) tømmermænd… – der hvor maven er proppet af ”alt det forbudte” og tankerne er så selvhadske, at det halve faktisk stadig er for meget 😐🔫
Men …
I 2013 fik jeg nok og besluttede mig for, at vende ryggen til alt det, som muligvis virker for andre, men som åbenlyst ikke virkede for mig. Jeg var overbevist om, at jeg (som udd. designer) skulle designe min helt egen metode til at bryde ud af (tvangs) overspisningen (som jeg på daværende tidspunkt ikke vidste hvad var og at det var det jeg gjorde).
I min daglig indre retorik, var jeg bare dum, svag og viljeløs – siden jeg ikke kunne lade være med at spise alt det forkerte, når jeg nu vidste bedre.
Men ved du hvad? INTET kunne være mere forkert!
Gennem research fandt jeg ud af at:
- Jeg hverken var dum, svag eller viljeløs
- Ej heller ”et særligt håbløst tilfælde” – dømt til evig kamp med maden
Helt faktuelt var:
🧠 Driften mod overlevelse switchet permanet over på ”on”, hvilket forstærkede min TRANG og fikserede tankerne på mad.
Drifterne ér de stærkeste kræfter der findes i mennesket. Når vores drifter træder ind i den bevidste del af hjernen, føles det som trang – noget man ikke kan lade være med, selvom man ved bedre og måske ønsker at lade være.
Ifølge Peter Lund Madsen er mad trang én af de stærkeste drifter vi har, fordi føde er en basal forudsætning for overlevelse.
Så hvis TRANGEN føles vild, er det fordi det ér vilde kræfter der er i spil!
Vores drift er altså det, vi inderst inde har lyst til og de har ofte succes med at omgås fornuften 🤥
Min vej ud af overspisningen var intens bevidstheds proces – men ukompliceret, (nemmer end forventet) og frem for alt muligt!
Da jeg forstod hjernen og mekanismerne bag trangen, forstod jeg at:
- Jeg var normal og at min overspisning trang ikke skyldes en særlig dårlig evne til at håndtere livet og mine følelser.
MEN DERIMOD EN FULDSTÆNDIG GENOPRETTELIG BIOKEMISK UBALANCE I HJERNE. - Jeg havde allerede evnen i mig, til at stoppe overspisning NU – uden først at fixe min fortid.
Når madtankerne forsvinder og du holder op med at handle på din trang (indtil den visner og forsvinder helt), vil du få overskud til at kigge ægte, ærligt og selv kærligt, på udfordringer fra fortiden og nutiden, som forhindre dig i at leve det liv, som giver mening for dig. HVIS DU HAR BRUG FOR DET!
Shit, hvor ville jeg gerne ha´ vidst ovenstående MANGE år tidligere 😌
Du skal tage beslutningen om det er nu du vil ud af overspisning.
Mærk efter…
– og accepter, at det er normalt at være ambivalent ifht. at stoppe fordi overspisningen, selvom den er selvsapporterende, også er velkendt og tryg.
Når du er klar – er jeg klar til at hjælpe dig 💚
”Helt ud af overspisning – når trangen er stærkere end viljen”
